Titel:
Medicin, narkotika og færdselsuheld

Abstract:
Projektet IMMORTAL - “Impaired Motorists, Methods of Roadside Testing and Assessment for Licensing” har indhentet ny viden om forskellige forhold, der kan påvirke køreegenskaberne. Det drejer sig bla. om påvirkning af medicin, narkotika og alkohol
I ét af delprojekterne blev der taget blod- eller spytprøver fra førere af motorkøretøjer, der blev behandlet efter færdselsuheld på Odense Universitetshospital eller Glostrup sygehus. Prøverne blev analyseret for forskellige typer af medicin, narkotika samt alkohol. Patienter, der blev fundet positive eller selv havde oplyst brug af medicin eller narkotika blev efterfølgende kontaktet med henblik på at gennemføre et kvalitativt interview om uheldet og dets konsekvenser.
Baseret på interviewene kan det sluttes, at i de fleste uheld var der tale om forskellige uheldsfaktorer, der kunne relateres til interviewpersonen, såsom for høj hastighed, ulovlig overhaling, manglende opmærksomhed, misopfattelse af situationen samt psykisk uligevægt. For halvdelen af de førere, der var positive for et eller flere stoffer, da uheldet skete, kan det ud fra koncentrationen antages, at påvirkningen af dette eller disse stoffer også havde medvirket til uheldets opståen.
Interviewene viste, at de påvirkede førere kunne inddeles i 3 grupper: 1. Unge, velfungerende mænd, som tog illegale stoffer (overvejende hash eller amfetamin), enten om aftenen eller i weekenden. 2. Midaldrende mænd og kvinder (35-54 år), der var gået på førtidspension, givet på grund af deres afhængighed af alkohol og/eller lægeordineret medicin. 3. Førere over 55 år, som stadig var aktive på arbejdsmarkedet eller pensionerede, og som anvendte ordineret medicin eller håndkøbsmedicin.

Forfatter:
Civilingeniør, Seniorforsker Inger Marie Bernhoft Danmarks Transportforskning Cand. Pharm, Lektor Anni Steentoft Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet Cand. Pharm, Ph. D., Lektor Sys Stybe Johansen Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet Cand. Pharm, Ph. D. Niels Anders Klitgaard

Danske Keywords:
Bilist, alkohol, medicin, narkotikum, uheldsfaktor

Engelske Keywords:
Driver, alcohol, drugs, accident causation factor

År:
2005

Link: Hent paperet som PDF-fil