Titel:
Kompetencer i intermodal transport

Abstract:
Dette paper omhandler ressourcer og kompetencer i forbindelse
med forskellige kerneaktiviteter i produktionen af intermodale
banebaserede godstransportydelser. Antagelsen er at disse
ressourcer og kompetencer har afgørende indflydelse på
konkurrencen i og organiseringen af sektoren. Paperet er
baseret på en ph.d. afhandling (Aastrup, 2002) om hvordan
aktørernes ressourcer og interorganisatoriske forankring
påvirker deres evne til at organisere og opbygge de aktiviteter
som producerer intermodal banebaseret transport. Det teoretiske
grundlag kommer fra ressource afhængigheds teori (Pfeffer &
Salancik, 1978) og et ressourcebaseret perspektiv på strategi
(Peteraf, 1993) som fokuserer på den afhængighed og de
konkurrencebegrænsninger som ressourcers og kompetencers
karakteristika skaber.

Det argumenteres at der i rollen som baneoperatør ligger en
række svært imiterbare ressourcer/kompetencer hvilket fungerer
som en barriere for konkurrencen mellem baneoperatører (især
nye og etablerede), og som yderligere påvirker afhængigheden
mellem baneoperatørerne og de aktører som ofte påtager sig de
kommercielle risici i intermodal transport. Endvidere
argumenteres der for at den koordinerende rolle ikke er så
central eller problematisk som den ofte gøres til. Denne opgave
skaber ikke væsentlige afhængighedsproblemer eller forskelle
mellem dør-til-dør udbyderne, og aktiviteterne repræsenterer ikke
centrale barrierer i organiseringen af intermodal transport.
Derimod argumenteres for at den konsoliderende rolle og den
kommercielle risiko på intermodale baneydelser er en central
barriere. Kompetencerne forbundet med disse aktiviteter ligger
i at organisere adgangen til det nødvendige godsgrundlag så dette
matcher de baneydelser man er bundet til.

Forfatter:
Jesper Aastrup, Handelshøjskolen i København

Danske Keywords:
godstransport, intermodal transport, kompetencer, organisering

Engelske Keywords:
freight transport, intermodal transport, capabilities, organisation

År:
2002

Link: Hent paperet som PDF-fil