Titel:
Validering og test af stokastisk trafikmodel

Abstract:
I forbindelse med Østdanmark modellen (Nielsen & Jovicic, 1999, Nielsen, 2000a) blev der bygget en kompleks model for passagerers rutevalg.
Modelkomplekset er baseret på (en variant af) logit modellen, der antager at individerne er homogene, rationelle og besidder perfekt information om markedet (se evt. Ben-Akiva & Lerman, 1985). Dette beskrives af et traditionelt fejlled ej, der i nyttefunktionen relaterer til individet. Typisk foretages der ikke tests for om disse antagelser er rimelige – i nærværende paper kvantificeres fejlspecifikationen forbundet hermed.
I Østdanmark modellen er den traditionelle valgmodel udvidet på følgende vis:

· Stokastiske forsinkelser af kollektive transportmidler på strækningsniveau.
· Individernes varierende kendskab til det kollektive net (udbud af linier, køreplan og forbindelser/ korrespondancer); repræsenteret ved et stokastisk led på kant-niveau i den kollektive graf. Det traditionelle fejlled ej angiver kun en del af denne variation, der således har en større varians end i Stated Preference analyserne.
· Individernes forskellige præferencer estimeret ud fra SP-interviews.

I valideringsfasen blev der besluttet at gennemføre en mere systematisk test og analyse af det samlede modelkompleks stokastiske egenskaber. Sådanne analyser er - forfatterne bekendt - ikke gennemført af tilsvarende modeller.

Formålet med testprogrammet var at afgøre hvorledes såvel rutevalgs- som den samlede models resultater påvirkes af modellens stokastiske led; dels hver for sig og dels eventuelle synergieffekter mellem de stokastiske led. Analyserne fokuserede såvel på modellens konvergensadfærd, samt på hvorledes hver type af stokastik påvirker resultaterne.

Nærværende artikel dokumenterer dette arbejde og afsluttes med en række anbefalinger til fremtidig brug af stokastiske led i trafikmodellering.

Forfatter:
Majken Vildrik Sørensen, M.Sc., PhD-stud. og Otto Anker Nielsen, Civ.Ing., PhD, Professor. Begge Danmarks Tekniske Universitet & Banestyrelsen Rådgivning

Danske Keywords:
Stokastiske trafikmodeller, Rutevalg, Test, Model specifikation

Engelske Keywords:
Stochastic traffic models, Route choice, Test, Model specification

År:
2000

Link: Hent paperet som PDF-fil